Sørens Pølser blev grundlagt af Søren Kjær Christensen, som stadig ejer den fastliggende pølsevogn på torvet i Lyngby. Mange glade kunder ville gerne nyde de gode pølser hjemme hos sig selv også, så Søren investerede i mobile pølsevogne. Det blev en stor succes.
Men Søren havde i mellemtiden investeret i andre forretninger også, og var ved at drukne i successen. Så i 2007 besluttede han at sælge arrangementsafdelingen fra. Den blev solgt til Jens Schrøder, som var et kendt og respekteret Lyngby-ansigt. Han var oprindelig uddannet stjerne-kok fra Søllerød Kro, med en lang og glorværdig karriere.
Senest kendt fra den nu hedengangne Picadilly Pub i Lyngby Storcenter, som blev afhændet i 2002. Jens havde siden pubben drømt om at blive pølsemand – den nære kontakt, den umiddelbare hygge om gæsterne og den gode mad, traditionerne, kvaliteten og den uhøjtidelige stemning.
Drømmen gik i opfyldelse med Sørens Pølser, som familien siden har drevet med glæde og faglig stolthed – efterhånden under det velkendte "MEDDETHELE.DK" I dag har vi adresse i Birkerød, hvor vi bor på Toftebakken 2.

